Denne vor mest populære mynderace blev først anerkendt som selvstændig race af den engelske
Kennel Club i 1891, men hunde der lignede vore dages
Whippet havde da allerede været kendt under dette navn i mere end et
halvt hundrede år, i det nordlige England.Der findes et par fotos (dog i England) fra tiden kort efter dronning Victorias tronbestigning, der viser et par ”Whippet Look-alike“ sammen med nogle Sk. Hjortehunde og nogle personer (et jagtselskab?). Nej, det er ikke Greyhound hvalpe eller unghunde, som nogen tidligere mente. Selv om denne race hører til blandt de yngste af mynderacerne er det dog dokumenteret, at der har eksisteret en mynde af Whippet type og størrelse i mere end 600 år. Beviserne finder vi på gobeliner, vægtæpper og malerier helt tilbage fra riddertiden.
Vi kan der se at disse mynder har været brugt til jagt og familie/selskabshunde.Disse mynder ses et sted afbilledet sammen med en mindre mynde type (Italiensk Mynde?) og en spaniel type i familiens skød med husets herre og frue siddende ved et stort bord og børn legende på
gulvet.
På ”Trolovelsesbilledet” malt af Renault de Montauban tidligt i det 15. århunderede, kan man se, en Whippet type liggende i græsset.
Så er der naturligvis de store ”Jagtgobeliner” hvor der optræder både Greyhounds, Whippet typer og andre hunderacer. Ja, selv inde i kirken kan vi finde vores Whippet afbilledet. Se bare gengivelsen (til venstre) af udsnittet med Whippet fra Helligtrekongeralteret fra Köln. Det er malt i 1455-1460 af RogerV.D. Weydeus og ligeledes det lille udsnit fra Mariaalteret fra Helsingør med det nederste af Chr. d.II’s kåbe og et par af hans små mynder (altertavlen kan nu ses på nationalmuseet).
I middelalderen og tidligere var det ikke lovligt for menigmand, hvis han boede mindre end 10
miles fra kongens skove, at eje hunde (mynder
eller andre) over en vis størrelse uden at de var ”lovliggjorte”.
D.v.s. de fik foretaget en operation, den såkaldte ”genuiscissio”
(knæoverskæring). Den store sene, der forbind
er en hunds knæskal
til
den øverste del af dens skinneben, blev simpelthen skåret over. Dette
efterlod en 3-benet hund, bortset fra en meget begrænset
støtteevne på
det ”opererede” ben. Det siger sig selv at en hund, der var behandlet
på denne måde var ude af stand til at løbe en hjort eller lignende op.
To gange årligt skulle hundeejere møde op hos kongens foged for at få
deres hunde ”registreret”. Hvis hundene ikke kunne komme igennem en
kasse af en bestemt størrelse, skulle de have denne ”lammende”
operation
foretaget af en autoriseret person. (på toppen af dette dyrplageri, læg
dertil at operationen også var dyr for ejeren!). Grunden til alt dette
var naturligvis at kongen ville sikre sig at ingen anden end kongens
folk kunne nedlægge vildtet. De mindre hunde/mynder var altså tilladte,
og da harer ikke blev henregnet til værdifuldt vildt, blev de
mindre Whippet typer populære, da de var en god hjælp til at skaffe en
steg til gryden. Disse mynder er sikkert blevet krydset med andre racer
for at fastholde deres hurtighed og størrelse, så Whippetsarvemæssige
baggrund er således meget usikker, men fra Storbritannien er den i alle
tilfælde. Whippet har altid nedlagt harer og kaniner med stor glæde og
iver. Og de gør det stadigvæk, mere eller mindre lovligt. Hen af vejen
fandt arbejdere og småbønder ud af at de også kunne få en sport ud af
denne kanin/harejagt, lige så vel som adelen havde deres jagt og sport
med Greyhounds eller hjortehunde. I Nordengland havde de, for mere end 150 år siden, konkurrencer om hvilken Whippet, der hurtigst kunne fange flest kaniner. Man krydsede disse Whippet med terrier som er ivrige småvildtjægere. Man krydsede også med Greyhounds der var for små til at leve op til Greyhound løbsstandarden, og derfor var billige at erhverve. På denne måde fik man en mynde, der var virkelig jagt-ivrig, hurtig og smidig. En ”handy” størrelse der ikke kostede det samme i foder som den store dyre Greyhound. Men disse Whippets skambed ofte kaninerne, og om det var fordi folk syntes at det var et blodbad og unfair mod kaninerne , eller de ikke ville have ituflåede kaniner til gyden, kan vi kun gisne om. Faktum er i hvert tilfælde, at der ikke gik langt tid før man fandt ud af at ”de små løbsmaskiner” lige så gladeligt løb efter et stykke kaninskind, trukket af sted foran sig. En slags lure-coursing var i gang. Her kan man spekulere på om det er herfra at racens navn stammer, når folk råbte ”Whip it” til hundene for at opildne dem i den måde de bevæger sig på, hurtigt og pludseligt. Der er andre der mener at Whippet skylder sin hale sit navn med det engelske ord whip betydende pisk for dens hales facon. (Personligt hælder jeg mere til den første teori, da Whippets hale langtfra er lang nok til at kunne sammenlignes med en pisk man brugte på det tidspunkt vi taler om.)
Rigtige væddeløb med Whippet blev ”opfundet” i Yorkshire af arbejderstanden. I begyndelsen af det 20. århundred fik Whippet sit store gennembrud som den ”almindelige mands” væddeløbshund. Den var mindst lige så sporty, som Greyhounds. Billigere at erhverve, billigere i drift, og tilmed en hengiven og kærlig hund. Løbsbetingelserne for Greyhounds og Whippets blev de samme, blot er distancen noget kortere for Whippet end for Greyhounds. Efterhånden som man lærte at sætte pris på denne skønne nemme hund, prøvede man også af størrelseshensyn at krydse den med Italiensk Mynde. Denne krydsning med andre racer kan stadigvæk volde problemer for opdrættere.
”Gamle” whippet-folk fortæller om gamle dage, hvor der pludselig dukkede en ruhåret Whippet op i et tilsyneladende almindeligt kuld. Ruhåret Whippet var en kort overgang officielt anerkendt. I dag er det kun den glathårede, der er en ”rigtig” Whippet. Der er dog dannet en selvstændig klub for en langhåret Whippet type: ”The Silky Club”. Disse ”Silky’er” er endnu ikke godkendt som en selvstændig race.
Vore dages Whippet kan føre deres rødder tilbage til den engelske: The Whippet Club, som blev stiftet i 1899 af en lille gruppe ”fanatiske Whippet tilhængere” og ingen steder er Whippet så populær og elsket som den stadig er i sit hjemland.
I USA har man en lidt anden type, større og mere langbenet. Egentlig er der her 2 typer. Udstillings Whippet’en og løbs Whippet. Whippet kom til Danmark i begyndelsen af forrige århundrede, men det var først i tiden mellem de to verdenskrige, man lærte at sætte rigtig pris på denne smukke og ”nemme” selskabs/familiehund, der oven i købet kunne underholde ved at løbe rigtig hurtigt. Den kan på korte strækninger kommer op på 65 km i timen og Whippet elsker at løbe.
Whippet kan takke sit myndeblod for sit smukke udseende. Denne lille atlet har de typiske elegante linier af en vestlig mynde, men selvom det er en mellemstørrelse mynde, der har meget til fælles med både Italiensk Mynde og Greyhound, er det ikke en forstørret Italiener eller en miniature Greyhound, vi her ser foran os. Whippet er helt ,sin egen. Når man taler om Whippets karakter og opførsel må arven fra terrier få det meste af ansvaret for dens mod, energi, udholdenhed og ”livsglæde”. Den er også, den mynde der udmærker sig bedst ved lydigheds og agility konkurrencer.
Fra udtalelser fra forskellige Whippet ejere og opdrættere tyder det dog ikke på at Whippet er så meget mere ”lydige/velopdragne” end andre mynder. Er det deres ”mynde-side”, der får dem til at se på os som om vi står og taler græsk til dem, hvorefter de ganske stille går hen og lægger sig hvor de har det bedst? Whippet er rigtige mynder. Selvstændige, kærlige og muntre hunde. Men selvom den tit kaldes den ”nemme” mynde – og dens sind er måske et af de mindst komplicerede hos mynderne – så misforstå den ikke og tro at du ved at anskaffe en Whippet får en hund i praktisk størrelse – uden særlig pelspleje, for der klarer den også det meste selv – en hund du forventer er ved din side hele tiden når du vil – en hund du kan vise frem som den porcelænsfigur, den ligner, – så går du nemlig galt i byen. En Whippet er ikke en hund for alle og enhver (det er der jo alligevel ingen hund der er – men…).
En Whippet bør man ikke anskaffe sig bare fordi det er en praktisk størrelse hund som er elegant, har en silkeblød pels og forøvrigt små poter, der ikke sætter store våde/mudrede fodaftryk inden døre. Og nu var man faktisk også blevet træt af at have hunde der konstant skal klippes/trimmes!! Så kunne man måske komme til at glemme at Whippet ER en Mynde med dette specielle sind som er en blanding af katte og hunde-væsen. Som før nævnt er Whippet slet ikke dårlig til agility, heller ikke indendøre til hverdag. Utallige er de (pragtfulde) historier der fortælles om hvor smarte/frække Whippets er til at få fat på/nå op til ting og sager, de ønsker. Vingummibamser fra glasskabet! Stegen fra ovnen! Jordbærisen fra køkkenbordet! Shampoo’en fra kufferten på hotelværelset!
Etc., etc…. Ting som en almindelig ordentlig hund i den størrelse aldrig, aldrig ville finde på at rode med. – En almindelig hund i denne ”praktiske” størrelse ville vel også kunne forstå at det er for dens eget bedste, man køber en fin dyr seng til den med blød pude. Og stiller den et godt sted for alle (?). Men Whippet’en synes der er meget rarere i den lille lænestol eller på den opvarmede flisegulv i badeværelset. Og så skal man gå rundt og lede efter den. Den forrige, race vidste man da altid, hvor man havde! Trods deres porcelænsagtige udseende – De lyse Whippet ligner, grangiveligt fine Wedgewood figurer – er Whippet ikke så sarte af ydre som de kunne se ud til. Deres tynde, fine hud kan dog nemt blive revet, men den heler også rimelig nemt. En ting elsker Whippet måske lige så meget som at løbe og det er varme, og mange Whippets har glæde af et dækken eller en sweater, når efteråret eller vinteren bliver for
barsk.
Whippet er en af vore mest fremragende gravhunde. En pude i en stol kan bruges.Eller et halstørklæde der ligger henslængt. En trøje, et tæppe (gerne 2 tak!). Alt egner sig udemærket til at grave sig ned i og under. Så kan man ligge der og have det lunt og rart med lukkede Whippet-ører, hvis det passer én!
Whippet har det selvfølelig godt sammen med racefæller, men trives også med mange andre racer. Naturligvis skal typerne passe sammen ligesom hos mennesker.
Whippet er en ædel, graciøs hund hvis muskuløse bygning udstråler fart. Hvis man ønsker en intelligent, ”sporty” og hengiven hund og man forstår dens væsen, er Whippet det helt ideelle valg.
Dens hårlag er fint, kort og tæt og alle farver og kombinationer er tilladte.
Hannerne bør måle mellem 47-51 cm og tæverne 44-47 cm. For nærmere eksteriør beskrivelse se FCI’s Standard 162B.
(Kilder: udover bidrag fra danske og udenlandske Whippetopdrættere og Whippetvenner, har jeg indhentet information & materiale fra: R. Hammerlen’s „Dog & Hound in Antiquity“, Rikke Agnete Olsen’s „Hunden i Historien“, I y E. Schritt’s „Los Lebreles“, Yann Arthus-Bertrand’s „Chiens“, E.G. Walsh and Mary Lowe’s „The English Whippet“)
MHC